Ellis smiler på stranden i solskin

Hvem er jeg

Først var jeg et rundt intet.
Nu er jeg et kantet noget.

Jeg fortæller åbent om mit eget liv, fordi det er dét, jeg møder dig fra. Ikke fra en lærebog, men fra 72 års levet liv og 50 år som sygeplejerske.

Teksten herunder rummer beskrivelser af overgreb, psykisk sygdom og svære år. Læs den, når du har ro til det.

01

Barndommen

Kort fortalt har jeg haft en lang lidelseshistorie med et antal lysglimt undervejs. Glimt hvor livet har været fyldt af lykke, glæde og håb. Men det har varet kort.

Jeg blev seksuelt misbrugt som barn og teenager. Jeg har mødt og oplevet megen direkte og indirekte ondskab — og jeg har også selv været ond og såret mennesker voldsomt, uden at være klar over det. Det var for min egen overlevelse, ikke af bevidst ondskab.

Nogle mennesker er bevidst onde. Ondskab kan være forklædt i god opførsel og pæne manerer. Man må ikke være naiv her i livet.

02

Arven hjemmefra

Jeg er opvokset i et kristent hjem — desværre efter Indre Missions religiøse regler og den jyske jantelov: du skal ikke tro, du er noget.

Det var et patriarkat. Min far betragtede kvinder som mindre begavede og ude af stand til at klare sig selv. Min mor levede med den “sandhed” og gav den videre.

Jeg blev opdraget til at være et syndigt, kuet, værdiløst og hjælpeløst menneske uden grænser og uden føling med egne behov. Jeg var uønsket og lærte ikke kærligheden at kende. Kun ved at gøre, hvad der blev sagt og forventet, faldt der lidt af. Sådanne mennesker lærte jeg at elske — og samme slags mennesker forelskede jeg mig i.

03

Årene i psykiatrien

Jeg har kæmpet livslangt for retten til at eksistere. I mange år led jeg af depressioner, som ingen kendte til. På grund af dårlige erfaringer som psykiatrisk sygeplejerske henvendte jeg mig ikke til lægen. Depressionerne lettede altid på et tidspunkt.

Da jeg fik barn, var det en anden sag. Jeg blev tvunget til at søge hjælp, og i 1995 kom jeg ind under psykiatrien. Jeg blev fejldiagnosticeret og dømt bipolar.

Jeg kæmpede i ti år imod medicinen — men i 2005 blev jeg psykotisk og har siden været tvunget “frivilligt” til at spise piller i over 20 år. Mængder af piller. Såkaldt forebyggende medicin. Naturvidenskabens svar på livets smerte.

Det var en katastrofe. Det ødelagde mit liv. Jeg mistede forældremyndigheden over mit barn på grund af min diagnose. Jeg blev som en lammet zombie — men jeg kunne arbejde. Jeg har arbejdet konstant i 48 år.

04

Livet tilbage

Nu er jeg ude af hospitalsvæsenets favntag. Både som sygeplejerske og som patient. Jeg har været medicinfri de sidste par år — og har fået mit liv tilbage.

Jeg kan mærke alle mine følelser igen. Det er en Guds gave. Ikke altid let — men ægte.

Siden 2023 har jeg lært om buddhisme og levet sammen med buddhister i otte måneder. Gennem samværet og samtalerne har jeg lært at kontrollere mine følelser og arbejdet på at opnå stoisk ro. Det er en kamp at styre sine drifter, men det kan lykkes. Der skal lyst, viljestyrke og tro til. Det er let at give op.

Mit fundament

Det jeg tror på,
og hvorfor.

Mennesket er et åndeligt væsen

Jeg er uenig med naturvidenskaben, når den afkobler tro og ånd. Mennesker er åndelige væsener. Sådan er det.

Vi har de samme behov

Alle mennesker har de samme grundlæggende følelser, behov og drifter. Vi har brug for mad, kærlighed og sex. Når de behov ikke opfyldes, opstår lidelsen.

Sex er grundlæggende

Manglende lyst og sex er kilden til sygdom, lidelse, skyld og skam. Tænk på de religioner, der gør sex forbudt og kvinder til skamfulde væsener, der skal skjules — og på det modsatte i vores vestlige verden, som er gennemseksualiseret og pornoficeret. Begge yderpunkter gør mennesker ondt. Hos mig kan sex tales om ligeud, uden fordømmelse.

Ansvaret er dit

Livet er fyldt med lidelse og ensomhed. Det er et vilkår, som hver af os selv er ansvarlig for at lære at håndtere. Dit liv er din opgave — den kan kun du løse.

Piller løser ikke problemer

Piller kan kun passivere og sløve. Psykoser er ofte tegn på åndelig udvikling og er forbigående. Der findes dog livstruende tilstande, som kræver medicin i en periode.

Professionel erfaring

Jeg er håndværker
og åndværker.

72 års liv og mere end 50 års professionel erfaring med mennesker i sårbare situationer. Jeg har ingen akademisk uddannelse, men talrige kurser bag mig. Hvad jeg har lært, har jeg lært gennem praksis og vise mestre.

Jeg har været på “gulvet” blandt patienterne hver eneste dag — kun ét enkelt år som leder. Utallige år i Københavns hospitalsvæsen og i primær sektor, to år i Norge og ni år i Vestjylland.

Jeg har deltaget i et forskningsprojekt om sundhedsfremme og forebyggelse i Ringkøbing Amt, holdt målrettede forebyggende sundhedssamtaler og undervist i seksualitet i folkeskolens overbygning.

Specialer

  • 17 år i psykiatri
  • 13 år i hjemmesygepleje
  • 9 år i skolesygepleje

Kortere erfaring

  • Tropemedicin
  • Skadestue og akutmodtagelse
  • Lungemedicin
  • Barselspleje
  • Plejehjem

Sprog

  • Dansk
  • Engelsk
  • Fransk
  • Norsk
  • Noget tysk
Markvej gennem grønt landskab med blomstrende tjørn og en vandrer i horisonten

Balancen i dag

Musik, natur
og nysgerrighed.

At tillade mig selv at være et åndeligt væsen — at give mig lov til min tro på Gud, Jesus og Helligånden og på Buddhas visdom og karmaloven — har reddet mig og givet mit liv en dyb mening.

Jeg er flittig bruger af folkekirken. Jeg mediterer, jeg lytter til musik, og jeg bevæger mig meget i naturen. Jeg følger i store træk min lyst, og jeg har genvundet min nysgerrighed. Jeg ved nu, hvad jeg har lyst til — og det er ofte sunde valg.

Jeg tror på reinkarnation og astrologi. Det har jeg altid gjort. Jeg har fået lagt fem horoskoper siden 1996, og de har svaret godt til mit levede liv, set i bakspejlet.

“Livet leves forlæns og forstås baglæns.”

Var jeg ikke blevet flasket op med Grundtvigs salmer — havde kirken og især orglet ikke eksisteret — havde jeg ikke overlevet. Musik er følelser. Musik, lyd og ord er helbredende.

I Danmark må enhver tro og tænke, som de vil. Mange mennesker lever fint uden tro. Det er helt fint med mig — men det kan jeg ikke.