Først var jeg et rundt intet.
Nu er jeg et kantet noget.

Kort fortalt har jeg haft en lang lidelseshistorie med et antal lysglimt undervejs. Glimt hvor livet har været fyldt af lykke, glæde og håb. Men det har varet kort.

Jeg blev seksuelt misbrugt som barn og teenager. Jeg har mødt og oplevet megen direkte og indirekte ondskab — og jeg har også selv været ond og såret mennesker voldsomt, uden at være klar over det. Det var for min egen overlevelse, ikke af bevidst ondskab.

Nogle mennesker er bevidst onde. Ondskab kan være forklædt i god opførsel og pæne manerer. Man må ikke være naiv her i livet.

Jeg er opvokset i et kristent hjem — desværre efter Indre Missions religiøse regler og den jyske jantelov: du skal ikke tro, du er noget.

Det var et patriarkat. Min far betragtede kvinder som mindre begavede og ude af stand til at klare sig selv. Min mor levede med den “sandhed” og gav den videre.

Jeg blev opdraget til at være et syndigt, kuet, værdiløst og hjælpeløst menneske uden grænser og uden føling med egne behov. Jeg var uønsket og lærte ikke kærligheden at kende. Kun ved at gøre, hvad der blev sagt og forventet, faldt der lidt af. Sådanne mennesker lærte jeg at elske — og samme slags mennesker forelskede jeg mig i.

Jeg har kæmpet livslangt for retten til at eksistere. I mange år led jeg af depressioner, som ingen kendte til. På grund af dårlige erfaringer som psykiatrisk sygeplejerske henvendte jeg mig ikke til lægen. Depressionerne lettede altid på et tidspunkt.

Da jeg fik barn, var det en anden sag. Jeg blev tvunget til at søge hjælp, og i 1995 kom jeg ind under psykiatrien. Jeg blev fejldiagnosticeret og dømt bipolar.

Jeg kæmpede i ti år imod medicinen — men i 2005 blev jeg psykotisk og har siden været tvunget “frivilligt” til at spise piller i over 20 år. Mængder af piller. Såkaldt forebyggende medicin. Naturvidenskabens svar på livets smerte.

Det var en katastrofe. Det ødelagde mit liv. Jeg mistede forældremyndigheden over mit barn på grund af min diagnose. Jeg blev som en lammet zombie — men jeg kunne arbejde. Jeg har arbejdet konstant i 48 år.

Nu er jeg ude af hospitalsvæsenets favntag. Både som sygeplejerske og som patient. Jeg har været medicinfri de sidste par år — og har fået mit liv tilbage.

Jeg kan mærke alle mine følelser igen. Det er en Guds gave. Ikke altid let — men ægte.

Siden 2023 har jeg lært om buddhisme og levet sammen med buddhister i otte måneder. Gennem samværet og samtalerne har jeg lært at kontrollere mine følelser og arbejdet på at opnå stoisk ro. Det er en kamp at styre sine drifter, men det kan lykkes. Der skal lyst, viljestyrke og tro til. Det er let at give op.